- Forside
- Installationer
- Lysstyring
Installationer
Lysstyring med Shelly
Vælg den rigtige enhed og den rigtige betjening, og indstil det hele, så lyset føles rigtigt.
Opdateret: oktober 2026
Vælg enheden
Lys kan styres på mange måder, og tit kan flere Shelly-enheder løse den samme opgave. Her er vores bud til hver type belysning – én til dåsen bag afbryderen og én til DIN-skinnen i tavlen.
Tænd/sluk – lys uden dæmpning

Til indbygning. Lille nok til dåsen bag afbryderen.

DIN-skinne. Til lysgrupper, der styres fra tavlen.
Dæmp 230 V LED-lyskilder

Til indbygning. Kan bruges uden nul.

DIN-skinne.
12/24 V LED-bånd

Til indbygning.

DIN-skinne.
Forsyn styringen fra en 12 V- eller 24 V-strømforsyning, der ikke kan dæmpes. Styringen dæmper selv på DC-siden – sæt aldrig en fasedæmper foran strømforsyningen.
| Båndtype | Plus RGBW PM | Pro RGBWW PM |
|---|---|---|
| Hvid, én farve | Ja | Ja |
| RGB | Ja | Ja |
| RGB + hvid (RGBW) | Ja | Ja |
| RGB + justerbar hvid (RGBWW) | Nej | Ja |
| Justerbar hvid (2 × WW) | Nej | Ja |
Hvorfor en fasedæmper er den forkerte løsning til LED-bånd, kan du læse i vejledningen om LED-bånd (på engelsk).
DALI

DALI Dimmeren styrer alle de DALI-drivere, der er koblet på, som én gruppe (broadcast) – du kan ikke adressere dem hver for sig. Den indbyggede busforsyning kan klare op til 5 drivere. Skal der flere på, sætter du en ekstern, DALI-certificeret busforsyning ind.
0/1–10 V

Til indbygning.

DIN-skinne.
Relæet slår driverens forsyning til og fra, og den analoge udgang styrer, hvor kraftigt lyset er. Sæt enheden til 0–10 V eller 1–10 V, alt efter hvad driveren skal have.
Åbn værktøjet Enhedsvælger Find den rigtige enhed ud fra anvendelse, montering, forsyningsspænding og måling.Styringsmetoder
Alle Shelly-enheder kan betjenes fra et tryk eller en afbryder. Det kan gøres på tre måder – her i den rækkefølge, vi foretrækker dem.
Kablet tryk – førstevalget
Et tryk eller en afbryder, der er trukket direkte til enhedens egen indgang. Det virker 100 % offline – det er ikke afhængigt af internet, wi-fi eller andre trådløse forbindelser – og der er hverken en parring, der skal laves om, eller et batteri, der skal skiftes.
Med et fjedertryk får du det hele: Tryk for at tænde og slukke, hold inde for at dæmpe, og dobbelttryk for fuldt lys.
BLU-batteritryk – hvor du ikke kan trække en ledning
Et Shelly BLU Wall Switch 4 ZB DK parres direkte med enheden over Bluetooth. Det giver tænd, sluk, dæmp op og dæmp ned, og ligesom et kablet tryk virker det uden wi-fi og internet, så det kan bruges som en selvstændig løsning.
Til gengæld skal batteriet skiftes med nogle års mellemrum, og indendørs når det omkring ti meter. Hele opsætningen står i Lysdæmpning med BLU Wall Switch.

Hvid. Til LK FUGA og tilsvarende danske systemer.

Koksgrå. Til LK FUGA og tilsvarende danske systemer.
Inputmodul – tryk ét sted, lys et andet
Skal de kablede tryk, der allerede sidder, styre lys et andet sted, kan et inputmodul læse trykkene og sende dem videre.
- Shelly i4 Gen4 – fire 230 V-indgange.
- Shelly Plus I4 DC – fire svagstrømsindgange. Det rigtige valg, når de tryk, der sidder, allerede er svagstrøm.
- Indgangen på en anden enhed, fx en Shelly 1 Mini Gen4. Den kan være steder, hvor en i4 ikke kan, og du bruger kun indgangen – relæudgangen står ubrugt hen.
Det nemmeste er at koble dem sammen med en scene i Shelly-appen, som kører via cloud. Skal styringen være 100 % lokal, kan enhederne tale direkte sammen: Når enhed 1 får et tryk – kort, dobbelt, tredobbelt eller langt – sender den en besked direkte til enhed 2. Se Lysdæmpning med inputmodul (på engelsk).



Tilføj sensorer
Skal lyset tænde og slukke af sig selv, kan du kombinere enhederne med sensorer.
Bevægelse – Shelly BLU Motion ZB
En bevægelsessensor, der kører på batteri. Den er det rigtige valg i gange, på trapper, i bryggers og andre steder, hvor lyset skal følge med, når nogen går forbi.

Tilstedeværelse – Shelly Presence Gen4
En mmWave-sensor, der kan mærke, at der er nogen i rummet, også når de sidder helt stille. Den er det rigtige valg ved spisebordet, i sofahjørnet, i mødelokaler og på kontorer, hvor en bevægelsessensor ville slukke lyset for en, der sidder og læser.
Sensoren skal have 5 V gennem USB-C. Sæt et USB-C-udtag i loftet tæt ved sensoren, og brug et kort USB-C-kabel.

Dør/vindue – Shelly BLU Door/Window ZB
Lidt utraditionelt, men rigtig behageligt: Lyset i entréen tænder af sig selv, når nogen åbner hoveddøren efter solnedgang.

Udendørs – en hvilken som helst 230 V-bevægelsessensor
Shelly laver ikke selv en bevægelsessensor til udendørs brug, men du kan tilslutte en hvilken som helst 230 V-bevægelsessensor til en indgang på en Shelly.
Det enkleste er at gå direkte på lysdæmperen. Shelly Dimmer Gen4 har to indgange:
- S1 – et fjedertryk eller en almindelig afbryder til manuel betjening. Med den kan du overstyre sensoren og holde lyset tændt.
- S2 – bevægelsessensoren, der tænder lyset af sig selv.
I videoen PIR-styring med tvangsstyring længere nede kan du se, hvordan det sættes op.
Sidder sensoren langt fra lysdæmperen, kan en Shelly 1 Mini Gen4 læse den i stedet og sende en kommando videre til den enhed, der styrer lyset. Den sidder tit inde i selve sensoren eller i en forgreningsdåse.
Bemærk: Nogle bevægelsessensorer lækker en smule strøm, når de er slukket, og så kan Shelly-enheden tro, at sensoren stadig er tændt. Vores erfaring er, at Niko-sensorer (Servodan) ikke har det problem.
Indbyggede funktioner
Alle Shelly-enheder til lys har de funktioner, de fleste installationer skal bruge – uden hub og uden scripts:
- Natsænkning (lysdæmpere og LED-styringer) – holder lyset nede i et bestemt tidsrum. Lyset på badeværelset tænder på 20 % klokken tre om natten i stedet for på fuld styrke.
- Solopgang og solnedgang – tænder og slukker lyset efter solen. Tjek, at enhedens placering og tidszone er sat rigtigt, ellers passer tiderne ikke. Se Tidsstyring (på engelsk).
- Ugeplan – tænder og slukker lyset på faste tidspunkter. Se Tidsstyring (på engelsk).
- Automatisk tænd og sluk – tænder eller slukker lyset igen efter et bestemt stykke tid. Automatisk sluk er klassikeren i trappeopgange og til udendørsbelysning.
Opsæt lysdæmperen
En håndfuld indstillinger bestemmer, hvordan dæmpet lys føles, og de er sat på få minutter. Åbn lysdæmperen i Shelly-appen eller på control.shelly.cloud, og vælg Settings → Device settings. Indstillingerne står med deres engelske navne, som på skærmbilledet, og dem, der er markeret, gennemgår vi herunder.
Bruger du lysdæmperen alene, uden app? Så finder du de samme indstillinger i webinterfacet: Gå på lysdæmperens eget wi-fi, og åbn 192.168.33.1 i en browser. Se Webinterfacet (på engelsk).
Input/output settings og Input type
Det er knaptypen, der bestemmer, hvordan lyset føles, og den skal passe til den afbryder, der faktisk sidder i væggen. Input type fortæller lysdæmperen, om der sidder et fjedertryk (button) eller en almindelig afbryder (switch). Input/output settings bestemmer, hvad indgangen gør – og hvad lyset gør efter et strømsvigt.
| Indstilling | Bruges, når | Funktion |
|---|---|---|
| One button | Et fjedertryk eller en trykknap | Tryk tænder/slukker, hold inde dæmper op og ned, dobbelttryk giver 100 % |
| Dual button | To tryk eller en vippe med to tryk | SW1 tænder og dæmper op, SW2 slukker og dæmper ned |
| Toggle | En almindelig afbryder | Følger afbryderens stilling. Ingen dæmpning fra væggen |
| Edge | En almindelig afbryder | Skifter, hver gang afbryderen betjenes, uanset stilling |
| Detached | Indgangen skal styre noget andet | Kobler indgangen helt fra udgangen |
| Activation | En PIR- eller tilstedeværelsessensor styrer indgangen | Tænder, når sensoren giver signal, i stedet for at skifte |
One button er den indstilling, du skal gå efter – og grunden til at vælge fjedertryk, når du kan. Det er den eneste tilstand, hvor man kan dæmpe fra væggen.
Tilstand efter strømsvigt – tændt, slukket eller som før strømsvigtet. Tag stilling til det i stedet for bare at lade standardindstillingen stå.
1. Kalibrér
Kalibreringen måler belastningen og indstiller lysdæmperen efter den. Den starter af sig selv, første gang lysdæmperen tændes, og du kan også starte den i hånden. Den tager op til to minutter – rør ikke afbryderen imens, for så stopper den.
Kør den igen, hver gang belastningen ændrer sig, fx når lyskilderne bliver skiftet.
2. Indstil minimumslysstyrken
Dæmp langsomt ned, til lyset flimrer eller går ud, og gå så et par procent op igen. Sæt det niveau som minimum under Min/max brightness. Nu bruger lysdæmperen kun det område, hvor lyset ser pænt ud, og der sker noget i hele skyderens længde.
3. Button fade rate
Hvor hurtigt lyset skruer op eller ned, mens du holder trykket inde – fra 1 (langsomst) til 5 (hurtigst). Standard er 3.
4. Transition duration
Hvor lang tid lyset er om at gå fra slukket til fuld styrke, når du tænder eller slukker. Et sekund eller to føles roligt – står den på nul, føles det som en almindelig afbryder.
Se også på
Min brightness on toggle – sørger for, at lyset ikke tænder så svagt, at man ikke kan se det, når det sidst blev dæmpet næsten helt ned.
Henter YouTube, når du trykker på play. Se på YouTube
Af ShellyGuide på YouTube
Tips og bedste praksis
- Vælg fjedertryk, når du kan. Med en almindelig afbryder kan kunden aldrig dæmpe fra væggen, og skal den skiftes senere, skal væggen åbnes igen.
- Tjek minimumsbelastningen. En Shelly Dimmer Gen4 uden nul skal have mindst 20 W. Er belastningen mindre, så sæt en bypass på.
- Bland ikke drivere på én lysdæmper. Sidder der to forskellige LED-typer på samme kanal, kan de aldrig begge dæmpe pænt – kalibreringen kan kun ramme den ene.
- Et trådløst tryk er et batteri i væggen. Skriv ned, hvornår det blev sat op, og fortæl kunden, hvad de kan forvente – ellers ender det som et servicebesøg om fem år.
- Test i bunden. De fleste klager over lysdæmpning handler om de sidste 10 %, ikke de første 90 – og det er netop dér, kalibreringen og minimumslysstyrken gør forskellen.
Videovejledning
PIR-styring med tvangsstyring
Bevægelsesstyring med manuel overstyring – sådan holder du et PIR-styret lys tændt, når nogen har brug for det. Den bruges meget i mødelokaler og til udendørsbelysning.
Henter YouTube, når du trykker på play. Se på YouTube
Af ShellyGuide på YouTube